Vaccinering af hjemløse bør sættes i gang nu, mener hjemløse Hus Forbi’er, Sorin Letica – Smilet betyder rigtig meget for os, så vi skal af med de mundbind.
Tekst og foto af Mathias Hegnsvang
Vaccinering af hjemløse bør sættes i gang nu, mener hjemløse Hus Forbi’er, Sorin Letica – Smilet betyder rigtig meget for os, så vi skal af med de mundbind.
Det var i Rumænien, blot få år før deres medlemsoptagelse i EU i 2009, at Sorin Letica ikke længere kunne se sit hjemland i øjnene og valgte at drage ud i det øvrige Europa og for en stund forlade sin familie for at skaffe penge. Præget af statslig korruption, dårlig økonomi og ringe jobmuligheder i sit hjemland tog han til Danmark i forsøget på at få et arbejde.
Han er kommet hertil, fordi han har en stor familie i Rumænien at forsørge. Han har tre børn på henholdsvis 10, 8 og 3 år – foruden hans mor og far. Rumænien er blevet et land uden meget arbejde.
“Man kan ikke lave en skid, og det er blevet et meget dårligt land og slet ikke noget godt liv.”
Sådan lyder det kort og præcist fra Sorin, da jeg møder ham på sin plads foran Føtex i Kalundborg en råkold formiddag i februar, hvor enhver ser den verden, vi lever i. De oplever det hele på én gang som en kollektiv eksistentiel tomgang med en eskalerende mistillid til den ledende håndtering af pandemien, og nu ser de også den sociale splittelse i kampen om vaccinen. Vi har i den grad lært at stå sammen hver for sig, men hvor i målsætningen om ‘lighed i sundhed’ skal de, der ingenting har, finde sig selv i vaccineprogrammet?
Dagen forinden var jeg gået over til Sorin, fordi jeg gerne ville sætte et interview op med ham i forbindelse med meldingen om, at hjemløse skal vaccineres for Corona, men han ville, forståeligt nok, ikke afvige et sekund fra sin plads, og vi aftalte derfor en tid, der passede hans dag på bedste vis.
Sorin har snart levet halvdelen af sit liv her i Danmark, og han startede egentligt arbejdet som butiksassistent, men har ikke nogen papirer på det. En tilværelse på gaden viste sig at være en uundgåelig vej, men som sælger af hjemløseavisen, blev det hans faste job, og det har han haft i mange år.
“Jeg elsker at komme til Kalundborg, for det er min gode faste plads. Jeg skal tjene penge, så jeg kan sende medicin til min far i Rumænien.”
Sorin kommer hver dag fra København, og han har et månedskort. Det koster 1.950 kroner hver måned, men det er nødvendigt, og det betaler han gerne for den gode plads. Folk har et godt hjerte og hjælper ham med et ekstra bidrag her i Kalundborg fortæller han mig og tilføjer:
“Jeg har en god veninde, jeg har kendt i mange år, og hun hjælper mig med tøj, som jeg er meget taknemmelig for.”
Om aftenen holder han til i Maria Kirken i København – også kaldet Folkekirken på Vesterbro. Kirken fungerer som et socialt værested for socialt udsatte, og andre dage bor han hos nogle venner, men også ofte på gaden hvor der er plads.
Det har været hårdt i vinterens løb, fordi det var rigtig koldt i en lang periode. Han skal være ude og sælge uanset vejret, for hvis han ikke sælger avisen, er der, som bekendt, ikke mad på bordet.
Corona har for Sorin ikke været et direkte problem, da han jo er meget udenfor.
“Jeg er blevet testet flere gange, og nu begynder de forhåbentligt snart at vaccinere hjemløse i København – så det ser jeg meget frem til.”
Så snart muligheden kommer, så bliver han vaccineret.
“Det er en rigtig god idé. Vi skal af med alle de mundbind. Vi har klaret det flot her i Kalundborg, og smilet betyder rigtig meget for os. Vi smiler til folk, og vi får også mange smil retur. Det er svært at genkende folk med mundbind på, selvom jeg kender hele Kalundborg.”
Kender du nogen i København, der har oplevet problemer med Coronapandemien?
”Nej. Jeg kender ikke nogen, der har været ramt af Corona eller oplevet problemer med den virus, og jeg tror ikke på det,” svarer han med et smil på læben.
Hvorfor tror du ikke på det?
”Fordi vi står ude hele dagen. Vi sælger avisen og holder afstand, som vi skal, så der er ingen, der bliver smittet.”
Smitten breder sig i øjeblikket heftigt på herbergerne og blandt landets ca. 7000 hjemløse på gaden. Mange udsatte hjemløse kan have udiagnosticerede og kroniske sygdomme, der enten ikke er i behandlinger eller plejes i meget ringe grad. Generelt set er det fysiske helbred blandt hjemløse ikke i stand til at modstå meget, og nu rammes de altså hårdt. Vaccinationsprogrammets gruppe 5 kræver, at den udsatte borger kan fremvise lægeattest, være udredt eller i behandling hvilket er en umulighed for mange. Dertil kommer udfordringerne med NemID og e-Boks, hvilket placerer mange udsatte i gruppe 10 i vaccineprogrammet. Det vil sige borgere under 65 år, med tilstande der giver øget risiko, som forventes at få første stik i april 2021, hvis altså alt går efter planen.
Sorin står i mellemtiden standhaftigt på sin plads foran Føtex og sælger hjemløseavisen, og alle får en hilsen og et smil med på vejen videre. Men videre til hvad? Coronatrætheden har for alvor sat sig i de forbipasserende synes det nu hvor landet forsigtigt åbnes op igen. For Sorin er håbet, at vaccinen kan få os tilbage til den verden, vi kendte. Hvor vi havde råd til et smil og en snak uden mundbind og afstand.
Han står der i dag og helt sikkert også i morgen. Han har jo en familie at forsørge.